En bro er en erstatning af de naturlige tænder. En bro erstatter flere tænder og er sat fast på eksisterende tænder eller på implantater, der er skruet ned i kæbeknoglen. Broer kan laves i forskellige længder afhængig af, hvor mange tænder, der skal erstattes. Herunder ser man en 3-leddet bro, hvor to eksisterende tænder er slebet til for at kunne holde broen på plads.
Hvem har fordel af en bro?
Broer anbefales oftest, når der er flere tænder ved siden af hinanden, der har brug for behandling. Der findes forskellige typer af broer. Alle typer danner en bro mellem eksisterende tænder – deraf navnet.
A. Erstatte en eller flere tænder
Mangler man én eller flere tænder, er det mest brugt at få implantater kombineret med kroner. Implantater kræver dog en god knogle. Broen kan i nogle tilfælde bruges, hvor der ikke er knogle nok at sætte implantater fast i.
B. Forhindre tænder i at flytte sig ind på en tom plads
Er der en tom plads, hvor der tidligere har været en tand, vil nabotænderne langsomt rykke sig ind mod den frie plads. Det kan give problemer med forkert bid, fordi tænderne så ikke længere passer sammen med de modstående tænder. En bro vil holde de omgivende tænder på plads og samtidig udfylde pladsen mellem dem.
Fordele ved en bro
Der er mange fordele ved at få en bro på sine tænder. Her er nogle af de vigtigste:
- Tænderne på en bro ligner de naturlige tænder.
- En bro kan laves både med og uden implantater i knoglen. En bro kan holde ca. 10 år, og endnu længere, hvis den er sat fast på implantater.
Behandlingen
Tandlægen vil starte med at bedøve det område der skal arbejdes med. Skal broen sættes fast på implantater, er behandlingen som beskrevet på siden for implantater. Ved denne behandling sliber man ikke i nabotænderne, hvilket er at foretrække, hvis disse er sunde og raske.
Skal broen sættes fast på eksisterende tænder, slibes disse i en konisk form, så der bliver plads til de kunstige tænder. Tandlægen tager et aftryk af hele tandsættet, hvorefter en tandtekniker kan lave en gipsmodel og lave den færdige bro, så den passer perfekt.
Valg af farve på broen
Hvis broen skal have en overflade af porcelæn, skal tandlægen finde en farve, der passer til de øvrige tænder. Normalt har tandlægen en serie af små stykker porcelæn i forskellige farver. Tandlægen vil vælge den farve, der passer bedst ved at holde stykkerne op til de steder, hvor broen slutter op mod de naturlige tænder.
Fastgørelse af broen.
Efter første behandling vil tandlægen sætte en midlertidig bro ind, så patienten kan tygge og smile uden store gener. Denne bro sidder dog ikke så godt fast som den permanente, da den skal være til at fjerne, når patienten skal have den rigtige bro sat fast. Når den permanente bro er lavet, er det tid for den afsluttende fase. Tandlægen tjekker at broen slutter ordentligt til og at biddet er som det skal være før han/hun cementerer broen fast til de slebne tænder. Der skal måske slibes lidt for at få broen til at passe perfekt.
Er der smerter efter en bro behandling?
Som ved en kronebehandling, kan der umiddelbart efter behandlingen forekomme spændinger i de berørte tænder. Disse kan lettes med almindelige paracetamol piller. Husk altid at læse og følge instruktionerne på æsken. Hvis man har så kraftige smerter i en eller flere af tænderne, at man ikke kan slå pinen ned med smertestillende, kan det skyldes, at der er opstået betændelse. Så må man henvende sig til tandlægen igen.
Rodbehandling kan blive nødvendig
Når tandlægen sliber tænderne som broen skal sættes fast på, kan han komme til at ramme en del af det bløde væv (pulpa) inde i tanden. Der kan være nogle små tynde forlængelser af nerven, som ikke kan ses på røntgen. Desuden varierer længden af pulpa fra person til person. I de tilfælde hvor tandlægen vurderer at en rodbehandling vil blive nødvendig, foretages en sådan. Dog vil behovet for en rodbehandling først vises sig senere i 5-10% af tilfældene. Det er således ikke nødvendigvis en fejl fra tandlægens side.
Hvorfor laver tandlægen så ikke en rodbehandling?
Hvis tandlægen rodbehandlede alle tænder inden broen bliver sat på, ville man undgå at der kom betændelse. Men i langt de fleste tilfælde er det ikke nødvendigt, og det er bedst at undgå at rodbehandle en tand da den efterfølgende ikke er så stærk som en ”levende” tand.
Må det isne i tænderne efter bro behandling?
En tand bliver ofte mere temperatur følsom efter broen er sat på. Det er specielt i kanten ned mod tandkødet at kulde og varme kan føles som isninger i tanden. Dette kan være meget generende, men kan mindskes med visse tandpastaer.
Materialer
Broer laves af mange forskellige materialer og i alle nuancer af tandfarver. Hvilket materiale der er bedst, kommer helt an på hvor i munden broen skal sidde. Desuden er det meget forskelligt hvilke materialer de forskellige tandlæger foretrækker. En tandlæge vil fremhæve det ene frem for det andet, og en anden tandlæge vil fremhæve det andet frem for det første. Metal/keramik Broer, der består af kerner af metal med tandlignende keramik ovenpå, kan bruges overalt i munden. Metallet i kernerne kan bestå af titan, guld eller en chrom/cobolt legering. Dette bruges for at gøre tænderne stærkere, mens keramiklaget gør, at tænderne får et naturligt udseende.
Metal
Tidligere var det meget almindeligt at fremstille broer af rent metal. Det er den stærkeste variant af broer, og bliver derfor brugt bagerst i munden, hvor der kræves en stærk tyggeflade. Men det er de færreste, der bryder sig om at have en hel række af metaltænder i munden. Dels på grund af en øget risiko for allergi, men mest af kosmetiske grunde.
Zirconium
Zirconium er et nyt keramisk materiale. Det er næsten lige så stærkt som metallerne, men risikoen for allergi er mindre. Zirconium bruges i kernen af tanden med et lag porcelæn udenpå for at få det mest naturlige udseende. Disse materialer bliver solgt under navne som Procera AllCeram, Denzir, Empress og Vita-InCeram.
Pleje af broer
Ligesom naturlige tænder kræver broer daglig pleje for at holde længst muligt. Holdbarheden er dog også afhængig af, hvordan tænderne bliver brugt, men generelt kan man forvente at en bro holder i 10-15 år. Ofte er det caries i tænderne, som broen sidder fast på, der giver problemer. Derfor er det vigtigt at bruge tandbørste og tandtråd dagligt. Man kan få speciel tandtråd til broer.
Alternativ til broer
Et alternativ til broer er kroner, der er enkeltstående kunstige tænder, som enten sættes fast på en beskadiget tand eller et implantat. Kroner er det bedste alternativ hvis nabotænderne er sunde og raske, da kroner ikke nødvendigvis kræver, at man skal slibe på andre tænder.
Broer i udlandet
Alle tandlægerne på AvMinTand kan lave broer og tilmed en del billigere end de fleste tandlæger i Danmark. Er du interesseret i at få en krone / bro billigere i Danmark, så har AvMinTand samarbejde med tandlæger i Danmark.