Proteser - gebis - hel- og delproteser | AvMinTand

Proteser - gebis - hel- og delproteser

Proteser bruges for at erstatte de naturlige tænder, lige fra en enkelt tand op til hele tandsættet. Både del- og helproteser findes i en fastsiddende og en løs udgave. (Mange kalder også en delprotese for en unitor). Den sidste variant skal man tage ud for at rengøre, hvorimod man må være ekstra omhyggelig med at rengøre den fastsiddende inde i munden. Begge varianter kræver jævnlige justeringer hos tandlægen for at sidde korrekt. Hvis de ikke passer perfekt, kan proteser være smertefulde og ubehagelige at bruge.

Herunder kan man læse om hvornår man skal have det ene eller andet, hvilke fordele der er ved de forskellige varianter, og hvad man skal være særlig opmærksom på før man beslutter sig i samråd med tandlægen.

Hvem har fordel af proteser?

Proteser bruges når man har mistet en del eller alle de naturlige tænder. Delproteser kan for eksempel erstatte tænder i begge sider af munden mens de naturlige tænder, som endnu er gode, bevares. Når så alle tænderne i eksempelvis overmunden er faldet ud, kan man lave en helprotese i stedet.

Fordele ved proteser

Den største fordel ved proteser er prisen. De er billige at lave i forhold til alternative behandlinger som implantater og kroner. Man skal dog være klar over, at proteser kræver en hel del vedligeholdelse og tilpasning, som gør dem mere besværlige.

Proteser kræver omhyggelig rengøring ellers kan der opstå svamp eller betændelse under protesen. Derudover er det nødvendigt at besøge tandlægen jævnligt for at få justeret proteserne, så de passer bedst muligt. Knoglen under protesen vil svinde med tiden, og tilpasses protesen ikke disse ændringer, kan der opstå gnave sår, betændelse og i svære tilfælde infektioner.

Proteser i udlandet

Man kan godt få lavet proteser i udlandet, men på grund af de mange justeringer, anbefales det ikke med mindre man bor tæt på tandlægen. Derudover skal man være meget opmærksom på, at det er vigtigt at forstå hvordan man skal rengøre og vedligeholde sine proteser

Behandling

Har man besluttet at få hel- eller delprotese, har man som regel ikke mange tænder i enten over- eller undermund eller nogen af stederne. Sidder der nogen tænder tilbage, som alligevel ikke vil holde lang tid endnu, kan man få dem fjernet før protesen laves.

Aftryk og opmåling

Tandlægen vil tage et aftryk af gummerne og eventuelle tænder og måle forskellige afstande i munden for at få den bedst mulige pasform. Herefter er det tandteknikeren, der skal lave det meste arbejde. Det er teknikeren, der skal lave tænderne til protesen. Det sker ofte efter et foto af patienten med tænder, da man gerne vil lave tænderne så naturtro som mulige.

Hvilken slags protese?

Skal man have en fastsiddende protese, skal der sættes implantater ind i kæbebenet. Det er ikke alle patienter, der kan få fastsiddende proteser, da kæbebenet skal være af en vis kvalitet. Uden tænder forsvinder knoglen langsomt, så hvis man har gået længe uden tænder i munden, er det mest sandsynligt man skal have udtagelige proteser. Læs mere om implantater her.

Brug af protese

Når protesen er klar, skal patienten instrueres i at bruge den og ikke mindst i at rengøre den. Delproteser skal sættes fast på de tilbageblevne tænder og tilpasses disse.

Herefter skal patienten til jævnlige undersøgelser hos tandlægen, hvor der vil blive rettet på protesen, så den følger ændringerne i munden. På grund af knoglenedbrydning skal man regne at skulle have en ny protese ca. hvert 5 år. 

Er der smerter forbundet med proteser?

Selve behandlingen med at få taget mål og aftryk er smertefri. Der kan dog komme komplikationer, når patienten skal til at bruge protesen. Gummerne er ikke vant til det nye tryk, man vil muligvis føle, at protesen klemmer om gummerne. Hvis generne bliver ved, skal protesen rettes til, så der ikke opstår sår i munden eller irritation af slimhinderne.

Hvis patienten ikke får rengjort protesen grundigt nok, kan der komme belægninger. Det skaber specielt problemer op mod ganen og på gummerne, hvor spyttet ikke kan rense urenheder væk. Der kan opstå svampeinfektioner, der kræver penicillin behandling. 

Materialer

Proteser laves i meget naturtro materialer. Tandkødet laves af et plastmateriale, der indfarves, så det ligner naturligt tandkød tilpasset patientens alder og udseende. Selve tænderne laves af plastic eller porcelæn, og også disse laves i en farve, der passer til patientens ønsker.  

Pleje af proteser

Som allerede nævnt, er pleje af proteser meget vigtigt. Både for at holde en sund mundhygiejne og for at bevare protesen i fin stand. Hvis man har udtagelige proteser, skal de lægges i vand om natten for at holde på fugtigheden. Men man skal også huske at rense gummerne og ganen med en blød børste eller med fingrene.

Alternativ til proteser

Hvis patientens kæbeknogle er af en god kvalitet, vil et alternativ til proteser være at få implantater med kroner i stedet. Det er en dyrere løsning, men også en langt mere behagelig og mere holdbar løsning.