Hul i den nye tandlægelov | AvMinTand

Hul i den nye tandlægelov

Patienterne bør altid bede om et specificeret tilbud i stedet for det lovpligtige uspecificerede prisoverslag, mener AvMinTand
Patienterne skal sikres bedre mod ubehagelige økonomiske overraskelser hos tandlægen.
 
Derfor er reglerne i den nye sygesikringsoverenskomst netop blevet strammet meget op med hensyn til tandlægernes forpligtelser til at give prisoplysninger. Men ifølge AvMinTand.dk er der stadig to hoved-problemer: Dels overholder mange tandlæger ikke de gældende regler om, at patienten har krav på et uspecificeret prisoverslag, hvis prisen for den samlede behandling forventes at blive højere end 2.500 kroner. Og dels er der rent juridisk et hul i reglerne, således at patienten stadig er nødt til at være meget påpasselige, hvis han eller hun vil undgå et økonomisk chok efter behandlingen.
 
 
AvMinTand.dk får således stadig mange henvendelser fra patienter, der bliver præsenteret for tandlægeregninger på op mod 20.000 kroner - uden først at have fået nogen form for ”advarsel”. En undersøgelse fra Forbrugerstyrelsen har også dokumenteret, at det langt fra er alle tandlæger, der overholder loven. Rent faktisk var det kun én ud af ti patienter i undersøgelsen, der fik det påkrævne tilbud om et prisoverslag.
 
 
AvMinTand.dk påpeger endvidere, at et uspecificeret prisoverslag ikke er tilstrækkeligt juridisk bindende til, at patienten på nogen måde kan føle sig sikker. Anbefalingen er derfor, at patienterne i stedet tager sagen i egen hånd og altid beder tandlægen om at give et skriftligt specificeret tilbud. Det vil nemlig være juridisk bindende for tandlægen og give patienten den økonomiske sikkerhed, som den nye lov ikke kan give.
 
 
Grundliggende er der to problemer. For det første er et overslag ikke tilstrækkeligt bindende, idet det er baseret på et skøn. Og for det andet er det helt umuligt at sammenligne priser, når overslagene ifølge reglerne blot skal være uspecificerede.
 
 
AvMinTand.dk er en web-baseret virksomhed, hvis primære formål er at finde tandlægeklinikker i udlandet, hvor kvaliteten svarer til de danske, men hvor priserne er lavere. Virksomheden har til huse i Klarup ved Aalborg og blev oprettet i 2001 af Asger Mønster Frydkjær.