Læs om de forskellige tandretningsmetoder.
Behandlingen
Tandretningen foretagesaf en tandlæge der er specialiseret i tandretning/ortodontist. Man skal påregne at se tandlægen hver 4-6 uge hvor bøjlerne bliver justeret ect. En behandling varer typisk 12-24 måneder, mindre behandlinger 8-12 måneder.
Årsagen fastlægges
Først skal tandlægen finde årsagen til problemet. En manglende tand kan være skyld i, at nabotænderne har rykket sig, så de ikke længere passer med de modstående tænder. Parodontose kan være skyld i, at tænderne løsnes og begynder at flytte sig. I så fald er det vigtig at få behandlet parodontosen, før man retter tænderne på plads.
Bøjlen fremstilles
Når årsagen er fundet, er det tid til at finde ud af, hvilken slags bøjle, der passer patienten bedst. De åkaldte ”togskinner” er velkendte, men de kan rent faktisk også sættes på indersiden af tænderne, hvor de ikke er synlige. Endvidere kan de nu fremstilles i tandfarvet keramik, som gør, at de næsten er usynlige.
Bideskinne
Tandlægen kan fremstille en skinne af hård plastik, som man skal sove med om natten i en periode. Disse kaldes for bideskinner. Nogle bideskinner har nakketræk, som holder skinnen på plads ved hjælp af et bånd om nakken. Denne type bøjle bruges som regel til at rette over- eller underbid.
Invisalign
Invisalign er en behandlingsform, som består af flere gennemsigtige plasticbøjler, der bliver formet efter patientens tænder. Tandlægen udformer flere stykker, der langsomt rykker tænderne i den ønskede retning. Skinnen skal bæres i ca. 2 uger hvorefter den skal skiftes ud med en ny skinne, som skal hjælpe tænderne det næste stykke på vej. Man skal dog tage skinnen ud under måltider og for at børste tænderne. Ca. hver anden måned skal man til kontrol hos tandlægen.
Er der smerter ved en tandretning?
At få bøjlen sat på gør ikke ondt – den skal bare limes fast på for- eller bagsiden af tænderne. Det tager dog et par uger at vænne sig til bøjlen i munden – tungen og indersiden af kinden kan godt blive lidt ømme i den første tid. Det samme kan tænderne, når tandlægen strammer bøjlen.
Pleje under tandretning
Behandling med skinner ændrer ikke på den normale plejeanvisning: tandbørstning to gange om dagen og regelmæssig brug af tandtråd. Hvis bøjlerne er limet fast til tænderne, skal man dog være lidt mere påpasselig med at få madrester børstet væk. Desuden skal man passe på med at spise hårde og seje ting, da disse kan ødelægge bøjlen.